Mit Realdania arrangementer
Realdania har i flere år inviteret deres medlemmer i hele Danmark til Mit Realdania-arrangementer. Formålet er at give medlemmerne af Realdania adgang til spændende oplevelser ved at besøge de steder, Realdania har støttet.
Som konsulent for BARK Rådgivning har jeg fra 2015 - 2020 udviklet, planlagt og afviklet over 70 forskelligartede arrangementer i hele Danmark. Gæsterne, Realdanias medlemmer og deres familier, har fået ny viden, set spændende arkitektur, smagt på lokale madvarer, interageret med omgivelserne og derigennem oplevet, hvordan Realdania skaber livskvalitet i det byggede miljø. Her er nogle eksempler:
Camønoen på Møn
Realdania har støttet op omkring Camøno-projektet, som handlede om at skabe en vandrerute, der binder ø-samfundet og dets kulturelle tilbud sammen. I dag er eksisterende stier og ruter blevet forbedret, shelters er opført, og der er anlagt en række 'Camøno-kryds', som er med til at binde oplevelsesstederne sammen, og hvor folk kan mødes på deres færden rundt på øen.
Realdania-medlemmerne blev inviteret på en tur på Camønoen, hvor lederen fra Møns Museum, Jeanette Lopez-Zepeda, var guide på en tur gennem fine skovområder og moser, kridhvide klinter og turkisblåt hav, gravhøje og underjordiske borge.
Godsbanen i Aarhus
Den gamle godsbanegård er blevet støttet af Realdania og har fået nyt liv som knudepunkt for byens kultur- og fritidsliv. Godsbanegården er i dag et kulturelt samlingssted med scenekunst, billedkunst, film, musik, litteratur, værksteder og udstillingssted, som summer af liv.
Mit Realdanias medlemmer og deres familier besøgte Godsbanen og blev underholdt med oplæg om Godsbanens historie; de fik en rundvisning på Godsbanen og deltog i sjove kreative legeworkshops på Godsbanens forskellige værksteder.
Store Tårn på Christians Ø
På Christians Ø har Realdania støttet det tidligere fæstningsværk fra 1600-tallet, Store Tårn. Formålet var at give det nyt liv og tage imod beboere og besøgende på Christians Ø som et nyt kunst- og samlingslokale.
Mit Realdania-medlemmerne sejlede til Danmarks østligste punkt og fik en rundvisning på øen og besøgte det smukt restaurerede fæstningsanlæg, hvor arkitekt Mette Maegaard Nielsen fortalte om tårnets forvandling.